Social- og sundhedshjælperelever på afkortet forløb
Har du tidligere været i gang med en uddannelse til social- og sundhedshjælperelev og vil du gerne i gang igen? Eller er du i gang med uddannelsen ved en anden kommune og ønsker at overflytte? Så er du landet det rette sted.
Om uddannelsen
Som social- og sundhedshjælper er din primære arbejdsopgave at hjælpe og støtte borgeren i hverdagen - hvad enten det er personlig pleje, rehabiliterende aktiviteter eller fysisk hjælp. En vigtig del af dit arbejde er også at observere ændringer i borgerens psykiske og fysiske tilstand og at få dokumenteret og videregivet information til dine kolleger.
For at lykkes med dine opgaver er den relation du har til dine borgere afgørende. Det kræver tillid og tryghed i relationen at kunne udføre dine opgaver. Så hvis relationsarbejde med borgerne og den praktiske hjælp og støtte i hverdagen, er det, der giver dig en meningsfuld hverdag, så er det social- og sundhedshjælperuddannelsen, du skal vælge.
Eksempler på arbejdsopgaver som social- og sundhedshjælper:
- Hjælpe med personlig pleje fx vask eller bad, børste tænder, rede hår osv.
- Hjælpe med påklædning
- Give medicin, støttestrømper på og lign.
- Dokumentere eventuelle observationer og ændringer hos borgeren
- Hjælp og støtte i spisesituationer
- Ledsage borgeren til dagtilbud, træning eller lign.
Herudover kan der være mindre praktiske opgaver som rengøring, oprydning, tøjvask m.m.
Oplæring
Når du skal i oplæring som social- og sundhedshjælper skal du ud i:
- Udekørende gruppe (hjemmepleje)
- Plejecenter
Som en del af din oplæring i udekørende gruppe skal du cykle rundt til borgerne og det er derfor et krav, at du kan cykle eller at du er villig til at lære det inden du skal i oplæring i en udekørende gruppe.
Når du er i oplæring i Odense Kommune møder du som udgangspunkt kl. 7.00 om morgenen i dagvagt. Du kan også få vagter, der ligger om aftenen eller i weekenden.
Om dig
Når du begynder som elev hos os i Odense Kommune forventer vi ikke, at du kan en masse fagligt endnu – det skal du først lære. Det vigtigste for os er, at du kommer med en god indstilling til at være elev og har mod på at udvikle dig personligt og fagligt. Derfor lægger vi vægt på, at du:
- Er motiveret for uddannelsen og fagligt nysgerrig
- Tager ansvar for din egen udvikling og for de opgaver, du skal løse i dit uddannelsesforløb
- Interesserer dig for mennesker og for at indgå i sociale relationer
- Har lyst til at løse dine opgaver og udvikle dine kompetencer i et tværfagligt samarbejde med dine kolleger
- Er motiveret for at lære nyt, reflektere, udvikle og afprøve dig selv i nye sammenhænge
- Er mødestabil og fleksibel ift. oplæringssteder
- Har gåpåmod og udviser vedholdenhed, så du hænger i – også hvis det bliver udfordrende
- Kan cykle eller er villig til at lære det.
Løn- og ansættelsesvilkår
Løn- og ansættelsesvilkår er i henhold til gældende overenskomst mellem KL og den forhandlingsberettigede organisation.
Din arbejdstid er 37 timer om ugen. Du skal forvente skiftende arbejdstider og hjemmeforberedelse i både skole- og praktikforløb. Din ferie bliver fastlagt efter skole- og oplæringsplanen.
I Odense Kommune kan du ansøge om at få voksenelevløn, hvis du er over 25 år og opfylder kriterierne. Hvis du vil vide mere om løn, kan du klikke ind på vores hjemmeside og læse mere.
Ansøgning og dokumenter
For at blive ansat på et afkortet forløb på social- og sundhedshjælperuddannelsen skal du have bestået ét eller flere fag eller aktiviteter på hovedforløbet. Når du søger hos os, skal du derfor vedlægge en attestation, som er et dokument, der viser, hvilke fag, aktiviteter eller moduler du har bestået. Du kan få en attestation på den SOSU-skole du har været tilknyttet.
Udover en attestation er det vigtigt, at du vedlægger et opdateret CV med både uddannelse og erhvervserfaring. Hvis du ønsker at søge om voksenelevløn skal du også vedlægge et voksenelevlønsskema fra tidligere arbejdsgiver(e).
Vi indkalder til samtaler løbende. Vær opmærksom på, at mailen kan havne i ”uønsket post/spam”.
Vil du vide mere?
Hvis du har brug for yderligere informationer, kan du kontakte uddannelseskoordinator Claus Sander Bruun på tlf. 2118 8325. Du kan også læse mere om vores SOSU-uddannelser på odense.dk/sundhedsfaglig.
Vi glæder os til at høre fra dig!
"Odense Kommune vil være et attraktivt uddannelsessted for elever og studerende. Vi vil sikre kvalificeret og veluddannet arbejdskraft som et stærkt fundament for velfærden i Odense. Vi arbejder for at uddanne dygtige fremtidige medarbejdere gennem udviklende og meningsfyldte praktikpladser og studiejobs i Odense Kommune. Vi ser muligheder i mennesker, fordi vi ved, at det er det menneskelige, der gør forskellen."