Bliv Social- og sundhedshjælperelev i Kalundborg Kommune
Bliv SOSU-elev i Kalundborg Kommune:
Vil du være social- og sundhedshjælperelev i Kalundborg Kommune – med løn fra Grundforløb 2?
Vil du tage en uddannelse, hvor du arbejder tæt med mennesker og gør en forskel i deres hverdag? Og har du lyst til at udvikle dig både fagligt og personligt?
Så er uddannelsen til social- og sundhedshjælper (SSH) måske noget for dig.
Kalundborg Kommune søger SSH-elever til uddannelsesstart fra oktober 2026.
Vi søger både dig, der skal begynde på Grundforløb 2, dig der allerede har gennemført grundforløbet, og dig der har erhvervserfaring fra ældre- og sundhedsområdet og måske kan få afkortet din uddannelse med op til 6 måneder.
En uddannelse med faglighed og ansvar
Som social- og sundhedshjælper lærer du at støtte borgere i at leve et så selvstændigt og meningsfuldt hverdagsliv som muligt. Du får kompetencer inden for personlig pleje, omsorg, praktisk hjælp, rehabilitering og sundhedsfremme og lærer at observere ændringer i borgerens fysiske og psykiske tilstand. Du arbejder med relationer, dokumentation og samarbejde med borgeren, pårørende og andre faggrupper.
En uddannelse tæt på borgerens hverdag
Uddannelsen veksler mellem skole og oplæring, så du får mulighed for at omsætte teori til praksis.
Dine oplæringsperioder foregår på plejecentre og i hjemmeplejen i Kalundborg Kommune, hvor du møder forskellige borgere med forskellige behov.
Det giver dig en varieret uddannelse og erfaring med at skabe omsorg, tryghed og livskvalitet med udgangspunkt i den enkelte borgers ønsker, behov og ressourcer.
Vi prioriterer din læring og trivsel
Hos os er du elev, og der skal være plads til at lære, øve sig, stille spørgsmål og udvikle sig.
Som SSH-elev i Kalundborg Kommune tilbyder vi blandt andet:
Oplæringsvejledning med fokus på din faglige udvikling og dine uddannelsesmål.
Fast fordybelsestid, hvor du sammen med andre elever arbejder med refleksion og faglige problemstillinger.
Elevcafé, hvor du møder andre elever, deler erfaringer og får faglig sparring.
Sociale arrangementer, der styrker fællesskabet på tværs af elever.
Mulighed for støtte, hvis du har behov for fx struktur, læringsstrategier eller anden hjælp undervejs i uddannelsen.
Løbende samtaler og evaluering, hvor vi følger din faglige udvikling og trivsel.
Mulighed for 32-timers elevansættelse, hvis du ønsker at gennemføre uddannelsen på nedsat tid. Det betyder, at din løn reduceres tilsvarende i de kommunale oplæringsperioder 1,2 og 3 og at uddannelsesperiode 3 forlænges.
Du skal ikke kunne det hele fra starten. Vi forventer, at du er nysgerrig, engageret og tager ansvar for din uddannelse.
Vi søger dig, der
har lyst til at arbejde med mennesker og lære nyt
møder borgeren med respekt, omsorg og interesse
er ansvarsbevidst og mødestabil også på en gråvejrsdag
kan samarbejde og samtidig udvikle din selvstændighed
har lyst til både faglig og personlig udvikling
kan arbejde 37 timer om ugen
kan møde omklædt på oplæringsstedet kl. 07.00
kan cykle, da der på nogle oplæringssteder er cykelruter.
Under hovedforløbet skal du være indstillet på, at oplæringen også kan indebære arbejde på forskellige tidspunkter og i weekender.
Flere veje ind på uddannelsen
Du kan søge hos os, hvis du:
skal begynde på Grundforløb 2 målrettet SSH-uddannelsen
har gennemført Grundforløb 2 og er klar til hovedforløbet
har relevant erhvervserfaring inden for pleje- og omsorgsområdet og derfor måske kan få afkortet dit uddannelsesforløb op til 6 måneder.
Din uddannelsesvej og længden på dit forløb bliver fastlagt på baggrund af din RKV.
Er du i tvivl om, hvilken vej der passer til dig, hjælper vi gerne med at finde ud af det.
Løn og uddannelsesstart
Du bliver ansat som elev i Kalundborg Kommune og får løn under uddannelsen efter gældende overenskomst.
Er du under 25 år, får du som udgangspunkt elevløn. Er du fyldt 25 år, kan du afhængigt af dine forudsætninger være berettiget til voksenelevløn eller voksenlærlingeløn.
Vi søger elever til flere uddannelsesstart i. oktober 2026 – januar 2027 - april 2027 – oktober 2027
Dit konkrete starttidspunkt afhænger blandt andet af, om du skal begynde på Grundforløb 2 eller direkte på hovedforløbet.
Klar til at søge?
Upload en motiveret ansøgning, hvor du fortæller, hvorfor du har valgt SSH-uddannelsen, og hvorfor du gerne vil arbejde med mennesker.
Upload CV og eksamensbeviser.
Vedlæg din RKV (realkompetencevurdering), du har fået lavet på skolen.
Vi indkalder løbende til samtaler.
Har du spørgsmål til uddannelsen eller dit konkrete uddannelsesforløb, er du velkommen til at kontakte Uddannelseskontoret på sosu-elev@kalundborg.dk.
Vi glæder os til at høre fra dig!
Om os:
Kalundborg er en kommune i vækst.
I Kalundborg Kommune er vi optaget af, at vores borgere, virksomheder, foreninger og institutioner får den bedst tænkelige service. Det kan vi kun levere hvis vi har dygtige og motiverede medarbejdere. Derfor er vi dedikeret til at støtte medarbejdernes personlige og faglige udvikling, og sikre en dynamisk og fleksibel arbejdsplads.
Hos os er medarbejderne med til at gøre en forskel hver dag, sammen med ca. 3500 kollegaer. Kalundborg Kommune er placeret i noget af Danmarks smukkeste natur – og er samtidig hjemsted for en række af de industrier der bidrager mest til den danske økonomi – med vægt på biotech- og energiproduktion.
Der bor cirka 49.000 mennesker i Kalundborg Kommune, som også er hjemsted for flere og flere uddannelser, der er med til at understøtte udviklingen i kommunen.
Du kan læse mere om Kalundborg Kommune som arbejdsplads Vores medarbejdere og finde generelle oplysninger om Kalundborg Kommune Gotokalundborg.
Vi opfordrer alle uanset baggrund, køn, religion mv. til at søge.
I Kalundborg Kommune har vi en generel politik om indhentning af straffeattest.